Det Magiske Land






Kulden er gennemtrængende og vinden bider ubarmhjerdigt med en temperatur på -59°

Grønland er et fantastisk sted, hvor man kan opleve naturen fra sin skønneste, men også til tider mest ubarmhjertige og frostbidende side. Grønland åbner sig op for ens hjerte, og sniger sig stille ind i ens sjæl, når først man har oplevet de åbne frostbesatte fjelde og mødt de varme og indbydende mennesker, som lever i ét med deres natur.









Grønlænderne har et helt særligt forhold til deres slædehunde. De er ikke kæledyr, som lejes og pjattes med, på samme måde som vi har dem herhjemme. De er på en gang, et dyr som elskes og værdsættes højere end alle andre dyr, og samtidigt er de redskaber i deres hverdag, som skal yde store præstationer hver gang de spændes for slæden.








De ser søde ud, slædehundene, men man skal ikke lade sig narre - men de er bidske og barske!

Selve jagten er forbundet med en særlig form for magi. Vi glider stille frem i hundeslæderne, som, efter hundenes første adrenalin ved afgangen har lagt sig, skyder frem i høj fart, men nærmest lydløst igennem den kolde luft. Pludseligt, som ud af det blå, stopper slæderne og en af jægerne springer af, og griber et gevær.




Oksen står deroppe, helt blottet, på en bakketop, hvor vinden har fyget sneen væk, og efterladt bakkerne stenede og knoldede. I løbet af det, som føltes som ingen tid, har vores jæger lagt an, og affyret ét, meget præcist skud, som smælder stilheden bort, hvor efter hundene bryder ud i en gøen og hylen, som får hårene i nakken til at rejse sig på mig. Oksen faldet med det samme mod jorden, og ligger stille hen.




Det prægtige dyr, bliver hurtigt håndteret af jægerne. Med sikre bevægelser, stikkes kniven igennem skindet, under maven, hvorefter skindet flås af og blotlægger det røde kød. Det er et, på én gang, barskt men samtidigt meget smukt syn, at se hvordan dette folk, som har taget ved lære gennem generationer, får skåret dyret op. En blandet følelse af respekt for dyret, sammen med glæden ved at vide, at de kan brødføde deres familier i den kommende tid, sætter sine tydelige spor i de vejrbidte ansigter. Det har været en god jagt, og en ærefuld død.


Slagtning på Grønland er et hårdt, men samtidigt meget smukt syn, hvor blodet flyder og de lokale glædes over friskt kød til familien.
Da vi kommer tilbage til vores hytte, får jeg lov til at få et stykke kød, som jeg vil lave til mændene på slæderne. Jeg har champignoner, gulerødder og 3 forårsløg med, hjemme fra Danmark, og den gamle jerngryde giver kødet en dejlig brunet overflade. Hurtigt, bliver det hele vendt sammen over bålstedet og kogt lidt ind med en lys grønlandsk øl, som giver retten lidt dybde. Jeg ved ikke om de kunne lide maden, men de griner og nikker, mens de tygger sig igennem – og siger høfligt at ”det smager godt!”.




Senere samme dag møder jeg en flok grønlændere på en lille bar. De taler om gamle dage og om det at være fanger og leve af det. Ja, vi sidder vel godt og vel tolv mennesker omkring et bord og snakker, da de pludselig bryder ud i en klagende sang, som er utrolig smuk og kryber helt ind under huden. Hårene på armene rejser sig, jeg mærker kulden, der løber ned langs mine ben, så jeg begynder at ryste. Her sidder vi så nogle timer og jeg lytter til sangene, som handler om livet i naturen. Hele flokken synger, både ham, der er omkring 18 år og ham omkring de 70. Ingen af dem ser ud, som om der er noget usædvanligt ved situationen. De synger, og nyder hinandens selskab. Fortæl mig lige, hvor mange herhjemme der sidder på en bar og synger sammen med deres familie?



Grønland er et land, fuld af magi, og med en holdning til maden, som for nogle virker barbarisk og vild, men som i virkeligheden, er helt rigtig! På Grønland, har man en forståelse for råvarerne og for måden man finder vejen til overlevelse. På Grønland smiler man ad maden, og forstår hvor den kommer fra.